En meget sød og intens Sherry, der udelukkende er produceret på soltørrede Moscatel druer. En stor oplevelse - specielt som ledsager til gode og søde desserter. Ren slik for voksne.
Vinen har en gylden mahognifarve. Smagen er fed, sød og intens men også med et lille velment bid, som giver vinen rygrad. Eftersmagen er lækker sødmefuld med en frisk frugtrig afslutning.
Serverings TIPS
En skøn dessertvin, som kan sættes til mange søde retter, som is, chokoladekager eller frugttærter. Vinen kan med fordel anvendes til gode oste. Skal serveres afkølet, helst lige fra køleskabet.
5 af 5 stjerner i VinAvisen.dk, der skrev;
"Elegant og aromatisk dessertvin. Den har en lækker duft af rosiner og en dejlig sødme, der er fint afbalanceret med syre. Skænk den fx til vanilleis. 15% alkohol".
Producenten
Gutiérrez Colosía, der blev etableret i 1838, er beliggende i byen El Puerto de Santa Maria - helt ned til bredden af floden Guadalete. Det er i dag den eneste tilbageværende bodegas med denne helt unikke placering. Og netop placering i Jerez er helt vital for lagringen af Sherry. I disse perfekte omgivelser - med en meget høj luftfugtighed - er mikroklimaet ideelt for produktion og lagring af Sherry. Kombineret med den stærke brise fra havet, skabes i omgivelserne her et meget aktivt "flor" (mikroorganismer der udvikles på vinens overflade i fadet) som er en nødvendighed for den biologiske aldring af vinen til FINO-stadiet. En proces, der tilfører vinen de helt unikke og enestående aromaer, der er kendetegnende for en ægte "Fino sherry".
Kvaliteten af vinene fra Bodegas Gutiérrez Colosía sikres ved en omhyggelig lagring ved processen, der lokal kaldes "Criaderas y Soleras".
Det er Juan Carlos Gutierrez, der er ansvarlig for produktionen på den gamle imponerende ejendom. I generationer har Gutiérrez Colosía produceret Sherry, men primært som leverandør til de meget større bodegas. I 1997 besluttede familien imidlertid at gøre sig uafhængige og tappe deres egne produkter. Og det er hurtigt blevet en enorm succes. Familien går således mod strømmen af lukninger af gamle respekterede sherryhuse.