Gunnar Madsen Vinhandel.dk

Her på siden sælger vi alkohol.

Er du fyldt 18 år?

Vin & Bobler, Portvin & dessertvin

Her kan du se vores udvalg af vine og bobler.

Du finder alt fra klassisk champagne til tør og kraftig rødvin.





 

Nyhed
Edouard Delaunay, Septembre Chardonnay

Edouard Delaunay, Septembre Chardonnay

3701338000218


Basis-serien ”Septembre” hos Edouard Delaunay, som omfatter en Bourgogne Chardonnay og en Bourgogne Pinot Noir, bærer navnet for årets vigtigste måned i Bourgogne, hvad modning angår. Alt kan ske vejrmæssigt i september i dette nordlige distrikt, med stor betydning for slutresultatet, såvel kvalitets- som stilmæssigt.

Chardonnay-druerne til denne vin hentes i 2 områder: Dels Côte d’Or (65%) med Hautes Côtes de Nuits og Côtes de Beaune (bl.a. Meursault og Chassagne), valgt for deres elegance, friskhed og mineralitet, men også Macon (primært Igé-distriktet) som bringer velour og frugtrighed. Denne diversitet giver mulighed for at finde den rette harmoni mellem finesse, struktur og fylde. Vinene fra Côte d’Or bliver vinificeret klassisk som andre store, hvide Bourgogne-vine med en delvis gæring og en modning på træfade, mens Maconnais-vinene bliver både gæret og modnet på ståltanke, for at bevare frugtstilen.

Bourgogne-Chardonnay ”Septembre” har en flot, lys, gylden farve. Duften er ret åben, med både finesse, renhed og friske frugttoner (citrusfrugter, litchi), men også mere ”Meursault”-nuancer, med fedme, ferskner og hvid chokolade. Man fornemmer også en diskret trækarakter, som giver god kompleksitet. I smagen er vinen kødfuld uden at være tung, med god harmoni mellem de eksotiske og lidt nøddeagtige toner og sprødheden. En meget vellavet hvidvin, som placerer sig i en klasse over normale hvide Bourgogne-vine.


249,00 DKK

Vis produkt
Nyhed
Paul Jaboulet, Côtes-du-Rhône Parallele 45

Paul Jaboulet, Côtes-du-Rhône Parallele 45

3105714950553


Navnet Parallèle 45 stammer fra den 45. nordlige breddegrad, som løber to km. fra Jaboulets kældre. Linien betragtes som grænsen til ”le Midi”, som franskmændene kalder Sydfrankrig.

Vinen er lavet af 55% Grenache Noir, 40% Syrah samt 5% andre druesorter, som kommer fra ca. 40 år gamle, økologiskdyrkede vinstokke i den sydlige del af Rhône, dels fra Rhôneflodens højre bred med klassiske, runde aflejringssten, dels fra Enclave des Papes nær Valréas, hvor undergrunden er ler- og kalkholdig. Udbyttet er holdt nede på ca. 45 hl./ha. Grenache og de 5% andre druesorter bliver gæret i store, temperaturregulerede rustfrie ståltanke for at bevare frugtrigheden og friskheden, mens Syrah gæres separat i mindre gæringskar af træ, noget som tilfører fedme og kompleksitet. Efter sammenstikningen bliver vinen modnet i 9 måneder på ståltanke og opretstående træfade.

Vinen har en flot, blank, rubinrød farve. Duften udvikler sig hurtig i glasset, med dybe, komplekse toner af krydderier, kirsebærsten og provencalske urter. Smagen har en flot tørhed, godt pakket ind i velour, med toner af bitter chokolade, engelsk lakrids og røde bær. Den slutter med en lækker kølighed som matcher krydderierne rigtig godt. De bløde tanniner giver tegn på et godt gemmepotentiale. Server den til lam, kalv og til hvidskimmeloste.


149,00 DKK

Vis produkt
Nyhed
Alberto Ballarin, Langhe Nebbiolo

Alberto Ballarin, Langhe Nebbiolo

8052693890538


Langhe Nebbiolo kommer fra marker beliggende i La Morra og Monforte d’Alba og er lavet på 100% Nebbiolo. Markerne vender mod sydvest og ligger i 250 m.o.h. Undergrunden består hovedsageligt af kalk- og blå mergelholdig jord. Vinstokkene er mellem 15 og 30 år gamle.

Gæringen foregår på temperaturregulerede ståltanke, og efter en malolaktisk gæring bliver vinen modnet i 6 måneder på store slavonske træfade. Inden den forlader vingården bliver vinen yderligere modnet i min. 10-12 måneder på flaske i kælderen.

Langhe Nebbiolo har en mellemdyb, rubinrød farve. I duften vælter det nærmest ud med røde frugtnuancer, men man finder også mere diskrete toner af blomster som roser og violer. Den er delikat, elegant, en smule tøvende først i munden, men udvikler hurtigt den meget karakteristiske sødme af frisk Nebbiolo. Efter at man i 2017 begyndte at modne på fade i stedet for ståltanke, har vinen helt klart fået mere velour og kompleksitet. Den giver allerede utrolig meget fra sig i sin ungdom!

Server den til fjerkræ, svinekød, kalv, lam og fuglevildt.


210,00 DKK

Vis produkt
Nyhed
Alberto Ballarin, Barbera d´Alba

Alberto Ballarin, Barbera d´Alba

8052693890606


Alberto Ballarin henter Barbera-druerne til denne vin dels i vinmarken Pilade i la Morra, dels i Grinzane Cavour. Parcellerne (200-230 m.o.h.) vender mod øst og syd og har derfor en perfekt eksponering mod solen. Vinstokkene er mellem 15 og 35 år gamle, og jordbunden består af kalk og blå mergel.

De to Barbera-parceller bliver gæret separat på temperaturregulerede ståltanke, og både temperaturen og gæringsvarigheden varierer efter årgangens stil. Dernæst bliver vinene modnet i 6 måneder på franske egetræsfade af 225 l. og til sidst sammenstukket. Efter aftapning bliver vinen lagret yderligere i 6 måneder, inden den frigives.

Barbera har en meget lækker, saftig duft med klassiske, tørre nuancer af krusemynte, granatæble og hvidt peber. Med lidt iltning afslører den mere afrundede og eksotiske frugttoner. I smagen har vinen en flot fedme, krydrede nuancer og en god velour. Den har en meget lang og charmerende eftersmag, hvor der afsløres lækre toner af peber og vanilje samt en afrundet tannin.

Prøv den til lam, til and eller til kalvekød.


210,00 DKK

Vis produkt
Nyhed
Louis Roederer, Collection 246 Brut

Louis Roederer, Collection 246 Brut

3114080404652


Louis Roederer besluttede i 2021 at erstatte en af husets mest berømte champagner, ”Brut Premier”, med den nye ”Collection”, hvilket var begrundet i ønsket om at løfte kvaliteten og karakterfuldheden endnu en tak opad, så huset dermed cementerede sin status som leverandør af en af markedets absolut bedste non-vintage champagner.

”Collection 246” refererer til, at den primært er baseret på årgang 2021, som er den 246. årgang hos Louis Roederer. Årgangen bidrager med 55% i vinen, hvoraf 30% har gennemgået den malolaktiske gæring, ”Reserve Wines aged in oak” udgør 10% (6 forskellige ”foudrelagrede” årgange – 2012, 2013, 2014, 2015, 2016, 2017), og ”Perpetual Reserve” udgør 35%. ”Perpetual Reserve” er en tanklagret vin, som er etableret i 2012, og hvor man hvert år påfylder vin fra den aktuelle årgang (2021 i tilfældet ”246”) svarende til samme års forbrugte mængde. Denne helt unikke og komplekse sammensætning sikrer enhver udgave af ”Collection” en høj grad af kontinuitet i stil og kvalitet, og samtidig tilføres endnu mere fylde og karakter. ”Collection” gæres og lagres på flaske i min. 3 år, og “dosagen” – den sukkerlikør, der slutteligt tilsættes, udgør 7 g/l.

“Collection 246” er sammensat af 54% Chardonnay, 35% Pinot Noir og 11% Pinot Meunier fra mange forskellige parceller, som er beliggende med 1/3 i hvert af Champagnes bedste distrikter – Vallée de la Marne, Montagne de Reims og Côte des Blancs. Vinen byder i duften på delikate aromaer af modne, gule frugter (mirabeller, blommer, nektariner) tilsat et friskt strejf af citrus samt et diskret fadpræg (24% er vinificeret i franske foudres). Smagen har lækre og cremede nuancer af eksotiske frugter, fersken især, samt fine florale noter. Diskrete nuancer af ristet brød melder sig i eftersmagen, som afslutter med et frisk og letsaltet, mineralsk strejf. Vinen er perfekt som aperitif men er samtidig en glimrende madledsager.


559,00 DKK

Vis produkt
Nyhed
Ca´del Baio, Langhe Nebbiolo

Ca´del Baio, Langhe Nebbiolo

8033140735541


Ca’ del Baio har igennem 4 generationer og siden 1880 været ejet og drevet af familien Grasso. Familien råder i dag over en fornem portefølje af marker i nærheden af landsbyen Treiso (7 km. fra Alba), samt i selve Barbaresco. De har således parceller i nogle af de bedste marker i området, herunder i ”Asili”, ”Valgrande”, ”Marcarini” og ”Pora”. Ca’ del Baio har (naturligvis) primært tilplantet markerne med Nebbiolo, men de dyrker også Barbera, Dolcetto, Moscato, Chardonnay og… Riesling! Det er 3. og 4. generation, i skikkelse af Giulio Grasso og sine to ønologuddannede døtre, Paola og Valentina, der sammen har ansvaret for driften i dag, men især Paola har løbende fået overdraget en stadig større del af ansvaret.

Ca’ del Baio har de senere år gennemgået en fantastisk positiv udvikling og har evnet at kombinere tradition og innovation på bedste vis. Rustfrie ståltanke, store klassiske fade på 20-30 hl. (fra topproducenten Gamba) og mindre fade af 500 og 225 l. bruges med sikker fornemmelse for at skabe store vine i fuldendt harmonisk balance. Under gæringen bruger man kun druernes naturlige gær og tilsætter ikke andet til vinen end en meget begrænset mængde SO2 (svovldioxid), som er med til at sikre vinene en god udvikling under modningen på flaske.

Førende italienske og internationale vinguider er i dag enige om at placere Ca’ del Baio blandt eliten af producenter i Barbaresco, og det var således slet ikke nogen tilfældighed, at Giulio Grasso i 2016 fik tildelt den meget fornemme pris ”Viticoltore dell’anno” (Årets ”vinmager”) af den højt respekterede italienske vinguide ”Gambero Rosso”.


189,00 DKK

Vis produkt
Nyhed
Ramos-Pinto, 10 Years White Port

Ramos-Pinto, 10 Years White Port "Sailboat"

5601332001090


Denne 10 Years White Port er den første og hidtil eneste udgave af sin slags fra Ramos Pinto. Med et stærkt fokus på fremme af bæredygtigheden er denne helt unikke portvin blevet fragtet til kaj i Danmark på sejlbåden, LUN II, fra Porto i Portugal. Rejsen over havet er samtidig en hyldest til de historiske handelsveje og den maritime tradition.

Flasken er forsynet med en etiket fremstillet af genbrugspapir og lukket med naturlig kork – helt uden aluminiumskapsel.

Vinen er baseret på et nøje udvalg af de fineste hvide druesorter, som er høstet på de historiske vinmarker på Quinta de Ervamoira. Efter mere end 10 års modning på egetræsfade har vinen udviklet en bemærkelsesværdig balance mellem friskhed, kompleksitet og modenhed. Den elegante karakter og raffinerede struktur understøtter vinens særlige udtryk og gør den til en helt unik fortolkning af en lagret hvid portvin.

Vinen har en strålende gylden farve med smukke ravfarvede nuancer. Duften er moden og indbydende med en kerne af gule blommer, fersken og kakifrugt, suppleret af fine noter af tørret mandarin, appelsin, valnødder og honning. I smagen fremstår vinen vidunderligt blød og harmonisk med en generøs og silkeblød fylde. Smagen er koncentreret og forførende med tydelige nuancer af kandiserede frugter og honning, hvilket er med til at give vinen en lang og behagelig eftersmag.

En elegant og alsidig aperitif, der også fungerer fremragende sammen med ost, røget laks samt tærter med æble eller pære.


399,00 DKK

Vis produkt
Nyhed
Ramos-Pinto, 10 Years Tawny Port

Ramos-Pinto, 10 Years Tawny Port "Sailboat"

5601332004169


Med et stærkt fokus på fremme af bæredygtigheden er denne specialudgave af Ramos Pintos legendariske 10 Years Tawny Port blevet fragtet til kaj i Danmark på sejlbåden, LUN II, fra Porto i Portugal. Rejsen over havet er samtidig en hyldest til de historiske handelsveje og den maritime tradition.

Flasken er forsynet med en etiket fremstillet af genbrugspapir og lukket med naturlig kork – helt uden aluminiumskapsel.

Vinen er skabt på basis af kvalitetsvine fra Quinta de Ervamoira, og er derfor en såkaldt ”Single Quinta Port”. Adskillige forskellige årgange er blevet omhyggeligt blendet for at skabe den ønskede stil, balance og høje kvalitet, og aktuelt har det givet en portvin med en gennemsnitsalder på mere end 13 år. De yngre vine tilfører friskhed, energi og struktur, mens de ældre vine bidrager med dybde, kompleksitet og finesse.

Vinen har en smuk lys, orangerød farve. Duften er rund, generøs og elegant med fine noter af kandiseret mandarin, abrikos og blomme, afrundet af nuancer af kanel og nelliker.

Smagen er kraftfuld, sødmefyldt og fantastisk aromatisk. Hvor markante men samtidig velintegrerede tanniner er med til at skabe en portvin i fuldendt harmonisk balance.

Vinen vil egne sig fint som aperitif (ca. 15°), til modne oste eller sammen med ikke for søde desserter (fx julens ris a la mande).


399,00 DKK

Vis produkt
Nyhed
Cave de Bissey, Cremant de Bourgogne Brut

Cave de Bissey, Cremant de Bourgogne Brut

3508901002002


Crémant de Bourgogne Brut er lavet på 60% Aligoté, 30% Pinot Noir og 10% Chardonnay, og denne sammensætning giver en perfekt harmoni mellem frugt, struktur og finesse. Medvirkende hertil er også, at vinen lagrer på gærresterne i hele 18 måneder inden degorgeringen, hvilket er det dobbelte af de lovmæssige 9 måneder. Doseringslikøren (liqueur de dosage) som er tilsat ved degorgeringen medfører, at restsukkerindholdet er på 9 g/l.

Vinen har en flot lysgylden farve og en meget behagelig mousse med små, fine og vedvarende bobler. Duften byder på nuancer af pærer og hvide ferskner samt subtile noter af hvide blomster og honning. I smagen, som er tør samt meget frisk, fyldig og harmonisk, finder man også delikate noter af brioche og ristet rugbrød.

En meget vellavet Crémant, som kan nydes som aperitif, men også god til diverse tapasserveringer samt fiske- og skaldyrsretter.


199,00 DKK

Vis produkt
Nyhed
Philippe Bouzereau, Meursault Les Grands Charrons

Philippe Bouzereau, Meursault Les Grands Charrons

3701151703488


Meursault “Les Grands Charrons” fra Domaine Philippe Bouzereau produceres med druer fra parcellen af samme navn på 2,46 ha. Vinstokkene er plantet i 1950, 1981, 1987 og 1997. Jordbunden er meget dyb og består mest af ler i den nederste del af marken og af en blanding af jord og småsten længere oppe. Siden 2015 har man dyrket parcellen efter økologisk landbrug og opnået certificering med årgang 2022.

Mosten er gæret på egetræsfade med løbende ”batonnage” (omrøring), og vinen bliver derefter modnet på sit ”lie” (bundfald) i 12 måneder på fade, hvoraf de 20% er nye, og derefter 3 måneder på større ståltanke. Inden aftapningen bliver vinen let klaret, men ikke filtreret for at bevare den optimale frugt og finesse.

Vinen har et flot, gyldent skær i farven, og duften er meget klassisk Meursault, med både koncentration og finesse. Her finder man sprøde, eksotiske nuancer af citrusfrugter samt mere cremede toner af ferskner, mandler og en smule vanilje. Smagen er meget kompleks og intens med en sprød, mineralsk og krydret finish.

Vinen egner sig fint til alle kraftige og eksotiske fiske- eller skaldyrsretter men vil også være flot til fjerkræ og kalv. Meursault bør serveres i store glas, da den har godt af lidt iltning. Serveres afkølet men ikke iskold.


685,00 DKK

Vis produkt